TEMA: Fantasticon 2014

fantasticon14 (1)

Tankeboblen dækker i år Fantasticon, som finder sted i Valby Kulturhus denne weekend.

Dækningen her på siden vil inkludere billeder, reportage, dækning af paneler og interview med de to Guests of Honour: Rochita Loenen-Ruiz og Paul McAuley!
I denne ‘sticky’ vil der som weekenden skrider frem blive tilføjet, hvad der kan findes længere nede på siden fra arrangementet.

Fantasticon kan også følges på min twitter @rikkehansen87

Om superhelte og spekulativ fiktion – reportage fra første dag

Fremtidens science fiction, filmquiz og Fantasticon – reportage fra den anden dag

#fantasticon – hvad sagde de sociale medier?

 

Reklamer

#fantasticon

Selvom Fantasticon langt fra trendede på de sociale medier, så var både gæster og forfattere aktive på de sociale medier i dagene omkring Fantasticon.
Herunder er et udpluk af tweets i perioden:

Fremtidens science fiction, filmquiz og Fantasticon

Den sidste dag på Fantasticon blev afsluttet med manér, da science fiction genrens overlevelse kom til debat med de to Guests of Honor Paul McAuley og Rochita Loenen-Ruiz, samt Klaus Æ. Mogensen og Flemming R. P. Rasch.
– Jeg mener, det er et spørgsmål om, hvordan vi ser science fiction, og hvad vi selv gør det til, indledte Rochita Loenen-Ruiz, som selv skriver spekulativ fiktion.

Fantasticons sidste panel: Is there still need for science fiction in a science fictional world? Fra venstre: Rochita Loenen-Ruiz, Paul McAuley, Klaus Æ. Mogensen og Flemming R. P. Rasch.

Fantasticons sidste panel: Is there still need for science fiction in a science fictional world? Fra venstre: Rochita Loenen-Ruiz, Paul McAuley, Klaus Æ. Mogensen og Flemming R. P. Rasch.

Mens Paul McAuley så på netop panelets spørgsmål: kan science fiction overleve i en verden, som allerede er science fiction?
– Videnskaben kollapser alle muligheder til en enkelt virkelighed, og det ville være ret kedeligt, hvis vi brugt tid på det, forklarede den britiske forfatter.

Han fremhævede, at science fiction tidligere gik fra en masse spekulation og endte i en håndgribelig teknologi, mens science fiction nu fungere omvendt og tager udgangspunkt i de teknologiske landvindinger for derefter  at spekulere videre fra dem.
Han tog samtidig afstand fra begrebet ‘hard science fiction’, som, han mener, skræmmer læsere væk, fordi det implicerer at læsning er svær.

De to GoH anbefalede i slutningen af panelet det engelske online magasin Clarkesworld, hvor de også begge har fået en novelle udgivet (find links til deres historier nederst).

Inden dette afsluttende panel havde andendagen af Fantasticon budt på ‘den sværest filmquiz nogensinde’ ifølge flere af deltagerne, samt interview med GoH Paul McAuley og HP Lovecraft set som filosof.
Dagen blev indledt med uddelingen af Niels Klim-prisen, som i år gik til Majbrit Høyrup for bedste kortnovelle med Mørkets hastighed, Jesper Goll for bedste langnovelle med Farvel min astronaut og Peter Adolphsen for bedste kortroman med År 9 efter loopet.

Efter det hele var overstået, var det nogle trætte men også tilfredse arrangører, som satte sig ned med mig til en kort kommentar.
Det er andet år Lars Ahn Pedersen og Jesper Rugård Jensen står for organiseringen af Fantasticon.
– Det er gået godt, for man ved jo ikke helt, om de gæster, som kommer, fungerer godt sammen på panelerne, fortæller Jesper Rugård Jensen.

De kan melde om godt 100 gæster over de to dage.

Paul McAuley – Dead Men Walking
Rochita Loenen-Ruiz – Of Alternate Adventures and Memory

Om superhelte og spekulativ fiktion

Er Tim Burton virkelig en ubrugelig instruktør?
Kan der eksistere liv på solen?
Og hvordan håndterer du at leve som fremmed i et land, der ikke er dit, og hvordan kommer det til udtryk i et forfatterskab?

Arrangørerne byder velkommen

Arrangørerne byder velkommen

Af Rikke Malene Hansen

Bare nogle af de spørgsmål, som kom op og vende på første dag af Fantasticon 2014, som denne weekend finder sted i Valby Kulturhus.

Arrangørerne Lars Ahn Pedersen og Jesper Rugård Jensen fra Foreningen Fantastik, som står bag con’en, bød velkommen lidt i 11, og de har sammensat et varieret program, som også kan læses på de indledende spørgsmål.

Lidt for en hver smag må have været devisen. I hvert fald lagde dagens to første paneler hårdt ud med henholdsvis Guest of Honor Rochita Loenen-Ruiz, som fortalte om oversættelse af spekulativ fiktion.

Kobling af kærlighed og kommercielt

Imens var en gruppe superheltefilmfans samlet i et andet lokale, hvor ‘Marvel’ Morten Søndergaard fra tegneseriebutikken Fantask blandt andet sendte stikpiller mod henholdsvis Tim Burton, som kun er gået ned af bakke siden Beetlejuice, og Zack Snyder, som han mener skulle have holdt sig til reklamer, i stedet for to timer lange film. Snyder er instruktøren bag film som 300, Watchmen og senest Man of Steel.

Fra venstre: Sebastian Svegaard, Jens Hybschmann, Morten Søndergaard og Tue Sørensen.

Om superheltefilm (fra venstre): Sebastian Svegaard, Jens Hybschmann, Morten Søndergaard og Tue Sørensen.

Dette vakte selvfølgelig debat i panelet, som også bestod af Tue Sørensen, som startede Facebook-siden ‘Danske Superheltefans’, og Jens Hybschmann og Sebastian Svegaard, som henholdsvis foretrak DC og Marvel.

Centralt for paneldeltagerne var blandt andet, hvordan filmene bliver oversat fra tegneserierne, og det var der bestemt også delte meninger om.
– I lader til at have svært ved at acceptere, at det, I elsker, også er en forretning, sagde ‘Marvel’ Morten Søndergaard til sine medpanelister, da panelet næsten var slut.

Mellem fiktion og virkelighed
Panelet bagefter dette skiftede helt spor, og nu var fokus i lokale 3 pludselig videnskaben omkring science fiction i vores eget solsystem i ‘The New Solar System’ panelet.
Her deltog blandt andre Guest of Honor Paul McAuley, som for tiden interesserer sig for Saturns måner, de danske forfattere Flemming R. P. Rasch og Klaus Æ. Mogensen, samt Asmus Koefoed, som for tiden samarbejder med NASA om Mars-rover projektet Curiosity.

Panelet gav derfor en sjov og videnskabelig diskussion af mulighederne for liv eller kolonisering af solsystemet, indledt

Fra venstre: Paul McAuley, Asmus Koefoed, Flemming R. P. Rasch og Klaus Æ. Mogensen.

New Solar System panel (fra venstre): Paul McAuley, Asmus Koefoed, Flemming R. P. Rasch og Klaus Æ. Mogensen.

med spekulationer om muligt liv i solen.
Tydeligt var det, at panelet havde et rum fuldt af tilhører med stor interesse for netop kombinationen med videnskab, og flere spørgsmål og kommentarer fra gulvet gav en livlig debat om emnet.

Mellem (spekulativ) fiktion og virkelighed
Lørdag var også dagen for interview med Guest of Honor Rochita Loenen-Ruiz, mens den anden GoH Paul McAuley interviewes søndag.
Hun fortalte i samtale med svensk forfatter Karin Tidbeck, om hvordan hendes opvækst på Ifugao i Filippinerne og senere mødet med storbyen Manila påvirkede hendes udvikling som forfatter.

Hun oplevede også, da hun begyndte at skrive, hvordan hendes arbejde med magisk realisme gjorde det næsten umuligt for hende at blive udgivet, og det først var, da hun flyttede til Holland, at hun blev klar over, at hendes skriverier faldt ind i kategorierne science fiction og fantasy, det hun selv beskriver som spekulativ fiktion, fordi der altid er et spekulativt element i hendes arbejde.

Der kan læses meget mere om Rochita Loenen-Ruiz i Tankeboblens interview med hende, som snart kommer op her på siden.

Guest of Honor Rochita Loenen-Ruiz interviewes af Karin Tidbeck.

Guest of Honor Rochita Loenen-Ruiz interviewes af Karin Tidbeck.

Ud over disse tre paneler, var der også en håndfuld stande, blandt andet fra Science Fiction Cirklen, som netop har udgivet en samling noveller af Paul McAuley, for første gang oversat til dansk.

Dagens senere paneler bød blandt andet på tema om mørk erotik, diskussion af stereotyper i panelet Challenging Stereotypes in SF and Fantasy, og dagen sluttede af med det opløftende panel The Coming Apocalypse om dystopier og verdens undergang.

Ny bestyrelse lover festival næste år

Over 30 var mødt frem, da en næsten helt ny bestyrelse trådte til hos Copenhagen Comics. En bestyrelse som måske kan møde kritik for sin sammensætning, da både Cobolt, Fahrenheit og Aben Maler er repræsenteret.

Generalforsamlingen i Copenhagen Comics på Storm P. Museet. Foto: Rikke Malene Hansen

Generalforsamlingen i Copenhagen Comics på Storm P. Museet. Foto: Rikke Malene Hansen

Af Rikke Malene Hansen

Efter en vellykket men også hård festival sidste år, var der ikke længere kræfter og vilje i bestyrelsen for foreningen bag Copenhagen Comics. Så det var med tungt hjerte, at de i sidste måned meddelte, at festivalen nok måtte skubbes et år til 2016.

Den beslutning vakte dog andre kræfter til live i tegneseriemiljøet, og det var disse, som ved aftenens generalforsamling, overtog ansvaret for Copenhagen Comics og festivalen allerede i 2015.

Hele den afgående bestyrelse blev mødt med adskillige klapsalver for deres enorme arbejde gennem efterhånden flere år og for de flestes vedkommende tre festivaler.
Og den nu tidligere formand Mads Bluhm var efterfølgende både vemodig og lettet over at give ansvaret videre.
– Det er underligt, for det er en gammel beslutning, som jeg allerede traf for en måned siden. Så jeg har haft tid til at affinde mig med det, men det var virkelig underligt i starten, fortæller han og fortsætter:
– Det er som en æra, der slutter, men det er også et kæmpe pres, der letter fra mine skuldre.

På aftenens generalforsamling kunne han dog ikke se sit arbejde gå helt til grunde. Den nye bestyrelses formål er nemlig at fastholde den positive udvikling, som festivalen har været igennem, kunne Steffen Rayburn-Maarup fortælle. Han bliver sandsynligvis ny formand for foreningen, når den nye bestyrelse holder deres første møde.

Det var ham, som samlede kræfterne, som nu arbejder frem mod festivalen 2015. Da han skulle præsentere sig forsamlingen, var det også tydeligt, hvor vigtig, han mener, Copenhagen Comics er:
– Festivalen er et fyrtårn for tegneserier i Danmark, understregede han og roste også den afgående bestyrelse for deres arbejde.

Steffen Rayburn-Maarup er selv forlagsdirektør på Aben Maler, mens også forlaget Cobolt er repræsenteret af Pernille Arvedsen, og Fahrenheit er repræsenteret af ejer Paw Mathiasen.
Derudover består den nye bestyrelse også af Malene Hald, Kim Schürmann Jensen, Marianne Eskebæk Larsen, Thomas Maarup, Kim Emil Rasmussen og Anthony Verniere.

Bestyrelsen håber nu på at kunne stable en festival på benene i forsommeren 2015.

Fører anmelderne krig mod superhelte?

Foto: Marvel

Foto: Marvel

Er danske filmanmeldere i  virkeligheden superheltenes skurke? En undersøgelse af den seneste Marvel/Disney film viser, at de store medier giver to stjerner lavere anmeldelser end mindre medier.

Af Rikke Malene Hansen

Actionporno, for meget død actiontid og krads kritik af 3D. Det var, hvad Captain America 2: The Winter Soldier blev mødt med af reaktioner, da den havde premiere i biografen i slutningen af marts måned.

Dette fulgt af primært 3 af 6 stjerner fra næsten alle de store etablerede medier, som Berlingske Tidende, DR Kultur og Jyllandsposten.
Det er altså under middel hos de medier, som kommer ud til størstedelen af befolkningen.

Dette kunne selvfølgelig skyldes, at filmen bare ikke er flere stjerne værd, hvis vi ser objektivt på den.

Men så snart vi ser på anmeldelserne fra de specialiserede medier indenfor film, så ligger gennemsnittet lige under 5 stjerner af 6 mulige. Der er altså en forskel på næsten to stjerner mellem de store danske medier og de mindre medier indenfor film. Altså en bemærkelsesværdig forskel.

Udlandet følger med
Også når vi ser på de udenlandske vurderinger af filmen, adskiller anmelderne på de store danske medier sig yderligere.

Her gives sjældent stjerner, men medier som Hollywood Reporter, Ain’t it cool news og Comic Book Resources er alle positive overfor filmen, og de fokuserer i højere grad end de danske medier på karakteropbygning, filmens referencer til NSA-skandalen og den jordnære stil, som adskiller Captain America: The Winter Soldier fra de andre film i Marvel Universe. Empire Magazine har som en af de få givet karakter, og her får filmen 4 af 5 stjerner.

Yderligere er Captain America: The Winter Soldier vurderet til 8.2 på en skala op til 10 hos den brugerbaserede hjemmeside IMDB.com, Internet Movie Database. Denne vurdering er baseret på næsten 130.000 stemmer fra brugere verden over. Også herhjemme har brugerne på Kino.dk givet 5 af 6 mulige stjerner.

Følg med hele ugen, når Tankeboblen går i dybden om anmeldelser og danske anmeldere.
I morgen spørger vi tre anmeldere, hvorfor de har vurderet netop denne film, som de har, og hvilke kriterier de ser på, når en film skal anmeldes.

Se de danske karakterer og anmeldelser herunder.

Læs resten